St. Johann in Tirol
Smukt beliggende for foden af bjerget Kitzbüheler Horn
St. Johann er helt velfortjent et af de mest populære feriemål i Tyrol. I byen finder du maleriske gamle bondegårde, typiske tyrolerhuse med malerier på murene og selvfølgelig svalegange med et væld af blomstrende pelargonier.
Ud til hovedgaden ligger butikker, caféer med udendørs servering og restauranter, der byder på alt fra spændende egnsretter til det internationale køkken.
St. Johann ligger i dalen Leuknertal, hvis prægtige natur byder på et utal af vandremuligheder både i den umiddelbare omegn eller mod nord i bjergkæden Wilder Kaiser.